Tone Brix-Hansen og Mette Møllevang har skrevet en art skadesrapport med udgangspunkt i deres egne familier og liv og lægger op til, at vi alle ryster posen og nytænker familielivet og kvinderollen.

"Undskyld.... det er jo ikke hårdt at passe et ni til fem job. Nej, det tunge slæb, det er det, der foregår derhjemme. Det er at være den voksne, der er til stede, tilgængelig og til at regne med.... stillingen som tilstedeværende forælder, der var villig til at sætte egne behov og karrieredrømme til side, var i allerhøjeste grad ledig."

"I vores higen efter ligestilling har vi søgt at finde respekt om os selv i mandens rolle ... Har vi kvinder ikke vundet så meget faglig respekt, og er vi ikke blevet store nok til, at vi kan skabe vores egen rolle nu? Det har vi selv, vores børn og vores samfund i hvert fald et stort behov for, at vi gør!"

"Hvem siger, at en institution, som den ser ud i dag, hvor der ofte er en voksen til tyve børnehavebørn, kan gøre det bedre end mor og far derhjemme?(...) de bedste betingelser for at udvikle sig til gode, fornuftige, ordentlige, sociale og ikke mindst produktive og bidragene samfundsborgere - de skabes af barnets hjem. Ikke af en nedslidt institution betjent af en udbrændt pædagog og et uvist antal løse vikarer." 

Er der en mor til stede? tager fat der, hvor kvindefrigørelsen slap.  Med udgangspunkt i vores egne liv har vi med bogen skrevet en art skadesrapport og lægger op til, at vi alle ryster posen og nytænker familielivet og kvinderollen.

Hvorfor? Fordi:

  • over 46 procent af alle ægteskaber ender i en skilsmisse.
  • næsten ingen kan få familielivet til at hænge sammen.
  • det stadig primært er kvinderne, der lægger krop, karriere og kapitalpension til, når der skal sættes nye generationer i verden.
  • der bliver flere hundefamilier end børnefamilier.
  • børnetallet har nået et alarmerende bundskraberniveau.
  • børnetelefonen har slået rekord i antal opkald fra børn, der har ondt i livet.
  • kvinderne stadig tager det primære ansvar for børn og husholdning og derfor er på konstant dobbeltjob.

Med bogen trækker vi hårdt i nødbremsen.  Familierne, børnene og samfundet kan ikke holde til det længere.  Vi er nødt til at nytænke den måde vi "vækster" vores børn og familier på. 
 
Jesper Juul har skrevet forord til bogen.